onsdag den 13. december 2017

Jeg er misundelig

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte, men vil prøve at skrive lidt af kaosset i mit hoved ud.

I sidste uge da jeg var til samtale på psyk, snakkede jeg om min søster, jeg ved ikke om man kan sige jeg er misundelig, for situationen er ikke noget at være misundelig over.
Men det har vist sig at hun også kæmper med nogen ting psykisk og hun har hele vejen igennem haft mine forældres forståelse og opbakning. Jeg ville ønske jeg havde haft den opbakning som teenager, eller ja den dag i dag.
Jeg ved godt jeg allerede for 10 år siden valgte ikke at involvere dem i mine problemer, jeg prøvede ganske kort, men det var ingen succes, så jeg valgte som sagt at tackle det alene.
Så på den måde har jeg jo heller ikke givet dem chancen de sidste 10 år, vi snakkede om hvad det værste der kunne ske var, og jeg ved det faktisk ikke? I mit hoved vil det bare blive en skandale og jeg ville være nødt til at flytte til den anden ende af landet for ikke at blive konfronteret, jeg er virkelig konflikt sky, så jeg ville flygte.
Jeg har altid siden jeg var barn været hende den "rigtige", var god i skolen, opførte mig ordenligt, lavede aldrig oprør. Jeg gjorde bare som folk forventede.
Hvor imod min søster havde det svært i skolen og hun sagde det når hun var uenige i tingene, jeg vil mene hun stod op for sig selv, stod ved sine meninger. Og så har hun altid bare været tættere på mine forældre end jeg er.

Okay hele min pointe er jeg nogen gange ville ønske det var sådan de havde set mig da jeg begyndte at få det svært.

Jeg tænker det er mig som er forkert, jeg tænker at hvis du spørger mine forældre om min barndom, men især min ungdom, så vil de have en helt anden opfattelse end min opfattelse.
Tænker det er mig som er forkert, min behandler siger det bestemt ikke er mig, at hvis 4 personer oplever den samme ting, så kan der være 4 forskellige oplevelser af situationen... Men hvad hvis man er 4 personer og 3 af dem opfatter det samme og så er der mig som oplever det anderledes, så er det vel mig som opfatter det forkert?

Hun siger jeg ikke er forkert, det er lidt svært at få det til at være sådan inde i mit hoved. Hun mener derudover jeg er særlig sensitiv og vi lavede en kort " test dig selv" test som var enig med hende, hvilket også kan forklare jeg fx bliver utilpas når folk diskutere fordi jeg simpelthen bliver stresset af situationen..

Nu kommer julen og derfor skal jeg først til næste samtale på den anden side af nytåret, så skal virkelig prøve at holde fast i de ting vi har snakket om og skal snakke videre om næste gang.

Jeg er stadig flov over mig selv, hvem fanden er misundelig over at ens søster faktisk får den hjælp hun har brug for og fortjener?

lørdag den 25. november 2017

At åbne lidt op for mine behov

Jeg er - og har altid været konfliktsky og altid bare tilpasset mig mine omgivelser, været så usynlig som muligt.

Min nye behandler i distrikt psykiatrien er virkelig en sød kvinde, man kan mærke at hun virkelig gerne vil hjælpe.
Derfor besluttede jeg mig for at sende en email, jeg tænkte jeg ville melde klart ud hvad jeg tænker og hvad mine behov er - men også skrevet at det ikke er fordi jeg forventer at de ændre i mit behandlingstilbud eller "opfylder" mine behov, men tænkte det var vigtigt at hun vidste det fordi hun så måske ville kunne forstå nogen af mine reaktions mønstre.
Det tog mig 2 uger at beslutte mig for at skrive den email. Jeg trykkede på send knappen, sent aften før. Og fortryder med det samme, hvordan skal jeg overhovedet kunne møde op til min samtale dagen efter, hvad mon hun tænker om mig?

Det første hun siger er Tak for din email, jeg får ikke rigtig givet hende et svar for jeg aner ikke hvad pokker jeg skal sige.

Der har været snak om en psykolog til mig, men jeg har haft mine forbehold og efter hun har undersøgt det med psykologen blev vi enig om jeg først skal snakke med ham til foråret, da han nemlig kun skal være i distriktet i 1 måned og så et andet sted i 3 måneder og så komme tilbage, det kan jeg ikke rumme, så er det bedst at vente til han kommer tilbage for alvor.

Nå men en anden ting jeg havde skrevet om var mine behov og hvorfor jeg er bange for at indgå i et behandlingsforløb, de risikoer jeg ser ved det.

Og jeg blev endnu engang positivt overrasket, hun kunne godt forstå hvorfor jeg er bange for et nyt behandlingsforløb, hvilket jo var ret relevant i forhold til fx psykologen. Så indtil psykologen kommer tilbage til foråret skal jeg gå hos hende, og så ser vi på det til den tid.
Et af mine behov jeg havde skrevet om var hyppige samtaler, jeg synes at når der er gået en uge, så føles det som laaaaang tid og som det er pt har jeg en samtale hver 14 dag.
Men jeg skrev også at jeg ikke forventede at få hyppigere samtaler, jeg havde bare brug for at melde det ud, fordi det gør jeg lukker mere ned og ikke bliver i følelserne, da jeg skal holde mig selv kørende og det kræver bare mere når det er hver 14 dag,end hvis det er en gang om ugen, som jeg fx havde i OPUS.

Hun sagde så at hun godt nogle gange vil kunne tilbyde mig ugentlige samtaler, ikke hver gang, men så vidt hun kunne ville hun godt gøre det.
Jeg er både lettet, fordi det betyder meget for mig, også for at kunne fastholde mig selv i de ting og følelser som dukker op til de samtaler, så skal jeg "Kun" være alene med det en uge, men jeg er også nervøs, for jeg kan ikke lade vær med at tænke om hun tror at jeg havde en skjult dagsorden i forhold til hyppigere samtaler. Men så ville hun vel ikke have tilbudt det, ville hun?

Jeg forstår ikke mig selv, jeg er så bange for psykiatrien, jeg er bange for at bede om hjælpen eller at stå op for mig selv fordi jeg er bange for svigt eller at folk forsvinder og jeg så sidder tilbage alene og sårbar, det har jeg prøvet før.

Men siden jeg kom tilbage til distrikt psykiatrien for 4 år siden og derefter OPUS, har jeg ikke oplevet nogen svigt eller at folk forsvinder, min behandler fra OPUS forsvandt nok godt i Maj fordi hun sagde op, men ellers har jeg kun haft positive oplevelser. Så hvorfor forventer jeg stadig det værste? Hvorfor kan jeg ikke slappe lidt af og tro på at nogen faktisk gerne vil mig det bedste?
Det er det samme med Bostøtten, de vil så gerne hjælpe mig, det siger de hele tiden og det signaler de også, så jeg ved de gerne vil og alligevel er jeg bange for at række ud, frygten for ikke at blive mødt er simpelthen bare stadig alt for stor.

Mon jeg nogensinde formår at ændre mig på det punkt?

torsdag den 26. oktober 2017

Jeg vidste det jo godt

Jeg skulle på apoteket og køber alt medicinen til den kommende måned, normalt køre jeg ikke rundt med bostøtten, men har vi gjort siden jeg blev udskrevet.

Jeg var hos min behandler og tænkte at når jeg nu alligevel havde forladt min lejlighed, hvilket giver mig angst, så kunne jeg godt tage bussen op til apoteket. Det tog ikke længe og havde ½ time indtil næste bus kørte.
Også gik det galt, for oppe ved apoteket er der samtale 4 forskellige butikker inde for en radius af max 100 meter.
Jeg skulle have noget i den ene forretning, det vidste jeg på forhånd, men så gik det også galt.. Wupti og så havde jeg været i tre forretninger og købt en masse junk, skammede mig, er sikker på folk kan se hvad jeg har købt selvom det ligger i en pose, er så flov.. Og der går ikke længe efter jeg kom hjem før jeg gik ombord i mit lille orgie. Og nå ja, så havde jeg bagt dagen før.

Og nå jeg så tænker tilbage, så havde jeg faktisk vidste siden dagen før at det nok ville ende sådan. Jeg tænker bare, hvem laver kage i store mængder når man bor alene?
Altså jeg vil gerne hente min medicin selv, trodse min angst.
Men jeg tror måske også det var en "undskyldning" for at købe ind til mit orgie.

Jeg både hader og elsker min spiseforstyrrelse.
Jeg hader den fordi det gør jeg ikke taber mig, at jeg er så tyk som jeg er og at jeg hader at handle ind alene, fordi der hele tiden er den evige kamp med om jeg skal købe ind til et ædeflip, eller gå rundt og bare kigge på alle de madvare jeg forbyder mig selv..

Men jeg elsker den også, for den hjælper mig, det er et værktøj som pt hjælper mig og jeg tør ikke give slip, for hvad gør jeg så, hvis jeg "kun" skærer mig selv?

Den forbandet spiseforstyrelse... Min værste fjende og bedst ven.

søndag den 22. oktober 2017

Symptomer

Det går nedad.
Jeg får sværere og sværere at holde ud, at være tilstede.
Min bostøtte er så sød og vil så gerne hjælpe,men hvad nytter det når jeg ikke kan sætte ord?

Jeg har haft tænkt på min sidste indlæggelse hvor de spurgte hvordan jeg oplevede forandringerne i forhold til min skziofreni, men det eneste jeg kunne sige var at selvmordstankerne var blevet værre, at jeg ikke kunne holde ud at være til, at smerten var for stor.. Men det har jo ikke noget med skizofreni at gøre, det er jo depressive symptomer.

Men hvorfor kunne jeg ikke fortælle dem andet?
Jeg tror jeg er kommet til den konklusion at det simpelthen er fordi jeg ikke aner hvad mine symptomer er, jeg ved de kalder mig paranoid fordi jeg ved jeg bliver overvåget, men ellers kan jeg simpelthen ikke huske mine symptomer, hvilket jeg tror er pga den ECT jeg fik, min hukommelse fra den periode er stadig kaput.
Men hele min pointe er at jeg ikke ved det fordi at får mig er jeg jo bare Elana og den måde mit hoved fungere på er jo sådan det altid har været.
Måske er det mig som er fjollet, måske mærker jeg ikke godt nok efter? Selvom det er sådan mit hoved fungere, burde jeg så kunne mærke en forandring?

Men jeg ved det ikke, jeg prøver at kæmpe alt hvad jeg kan, at gøre mit bedste.

søndag den 8. oktober 2017

Hjemme igen

Så er jeg blevet udskrevet, jeg var indlagt i 3 måneder, hvilket er meget længere end planen var.

Jeg har ikke så mange ord.. Alt hvad der medicinsk kan blive gjort er gjort og det var jo planen.

Men jeg havde et nok lidt naivt håb om at det kunne dæmpe lidt af de destruktive tanker.
Men ja de er der stadig på fuld blus og det er så svært at være i, ikke bare at reagere på dem.

Bostøtten kommer pt alle ugens dage, så jeg ikke er alene og at de kan sikre sig at tingene er okay.

Min ene bostøtte er syg, men den anden kommer som sagt. Hun har allerede spurgt om jeg skulle ind igen, men fandme nej, ikke efter så få dage. Jeg må kæmpe.. 

Jeg kæmper!

mandag den 11. september 2017

Selvskade, endnu en gang

Jeg har kæmpet den sidste uge, jeg kæmper stadig. Kampen er mod selvskaden.

Jeg faldt i, i går. Jeg har ellers brugt alt det PN jeg kan, afledt mig selv osv, personalet har brugt en del tid med mig den sidste uge, men i går kunne jeg bare ikke mere og endte med at gøre det.
Jeg planlagde hvornår jeg kunne gøre det uden at blive opdaget. Ved godt det er forkert af mig, men jeg har brug for at have tid "nok", at jeg ikke bliver afbrudt.

Da jeg havde skåret, kom den del af det som er sværeste for mig. Jeg skulle fortælle personalet det. Jeg brugte 45 minutter på at gå rundt på mit værelse, nogen gange stikke hovedet ud af døren for at se om hun sad på kontoret.
Men jeg gik derud og fik det sagt og hun ringede efter lægen.
Hun spurgte hvorfor jeg havde ventet 45 minutter. Forklarede hende at jeg var bange for hvor sure de ville blive på mig. Hun sagde at ingen bliver sure, og andre før hende har også sagt det. Så jeg ved ikke hvorfor jeg forventer en masse vrede hver gang.

Lægen kom, men de kunne ikke finde noget sutur sæt ( et sæt de bruger når de skal sy), de ledte på alle afdelinger og ingen havde noget. Lægen nåede at sige at hvis de ikke fandt et sæt, så måtte hun sende på mig på skadestuen.. Jeg undskyldte igen, følte mig virkelig til besvær, men endnu en gang mødte jeg et sødt menneske, hun sagde jeg ikke skulle undskylde, at det ikke er min skyld de ikke havde flere sutur sæt.
Heldigvis ringede hendes telefon, og de havde fundet et sutur sæt på en af afdelingerne og jeg blev lappet sammen.

I dag kom der så en somatisk ( den fysiske krop) sygeplejerske og skulle hente et blodtrykspaperart som var inde på min stue.
Hun fortalte at hun vidste jeg havde været selskadende, og om ikke jeg kunne lade vær. Jeg fortalte jeg virkelig gør mit bedste.
Så sagde hun at nu havde de ikke flere sutur sæt, og at jeg ikke kunne byde personalet det hvis de skulle tage med mig ned på skadestuen. Hvilket jeg faktisk kun har gjort 1 gang, ellers bliver jeg altid sendt alene derned. Desuden er det en sygeplejerske som ikke er ansat på min afdelingen og hun kender mig slet ikke.

Men det gjorde mig rigtig ked af det. Både fordi jeg ikke havde set den komme, det er nemmere at håndtere kritik når man er forberedt, især når alle andre har sagt det er okay og de godt ved jeg ikke gør det for opmærksomhed eller for at være en belastning og at de godt kan håndtere det, så havde jeg ikke lige set den komme.¨
Det er ikke for at retfærdiggøre hvad jeg gør og selvfølgelig har sygplejersken ret i at det ikke er fair at bruge så mange ressourcer på noget jeg bare kan lade vær med. Men jeg ville ønske det får mig bare var så nemt.

Nu er jeg bange for at være selvskadende, trangen sidder stadig dybt i mig, og jeg kæmper virkelig for at stå imod, men vil på ingen måde være en større belastning  for personalet end jeg er i forvejen. Og skulle jeg ende med selvskade, tør jeg så sige det? Tænker om personalet faktisk mener det samme som sygeplejersken? Måske siger de bare at det er okay, men i virkeligheden ikke mener det ?

onsdag den 9. august 2017

Når selvskaden virker som eneste udvej


Jeg har en voldsom indre uro, kan jeg mon holde det ud?
Kan jeg komme igennem aftenen uden at lade bladet skille min hud ad og blodet dryppe ned på gulvet?
Jeg ønsker at kunne vente til en anden dag, en anden vagt. Det er min kontaktperson som er på arbejde og hun er så sød og vil så gerne hjælpe. Men jeg kan ikke se hvad der skal kunne hjælpe nu..
Hun kommer pludselig ind og foreslår et spil og jeg takker ja. 
Bagefter er der aftensmad og jeg får spist, jeg ved personalet altid spiser efter os. Det er nu muligheden er der, muligheden for at være selvskadende uden at blive "forstyrret"
Og der går ikke mange minutter før jeg sidder ude på badeværelset. Jeg ryster fordi jeg hele tiden er så nervøs for hun pludselig skulle komme ind på min stue og banke på døren til badeværelset.

Jeg bliver færdig, og det skal syes, jeg har lovet hende da jeg blev indlagt at hvis jeg får brug for at blive syet, så skal jeg love at komme til dem så jeg ikke ender med en farlig inffektion.
Jeg åbner døren et par gange og konstatere at der ikke er noget personale på kontoret.
Efter 1½ time, får jeg mig selv til at gå ned i fællesstuen med alt for mange mennesker og min kp kommer straks da hun ser mig. Jeg får fortalt det og der bliver ringet efter lægen.

Min kontaktperson er som altid sød og lægen er også en virkelig sød dame og jeg bliver behandlet så pænt, selvom jeg ikke føler jeg har fortjent god behandling.



Jeg har fejlet, jeg ved det og det værste er at jeg lige pt ikke føler det er sidste gang det sker.