søndag den 8. oktober 2017

Hjemme igen

Så er jeg blevet udskrevet, jeg var indlagt i 3 måneder, hvilket er meget længere end planen var.

Jeg har ikke så mange ord.. Alt hvad der medicinsk kan blive gjort er gjort og det var jo planen.

Men jeg havde et nok lidt naivt håb om at det kunne dæmpe lidt af de destruktive tanker.
Men ja de er der stadig på fuld blus og det er så svært at være i, ikke bare at reagere på dem.

Bostøtten kommer pt alle ugens dage, så jeg ikke er alene og at de kan sikre sig at tingene er okay.

Min ene bostøtte er syg, men den anden kommer som sagt. Hun har allerede spurgt om jeg skulle ind igen, men fandme nej, ikke efter så få dage. Jeg må kæmpe.. 

Jeg kæmper!

mandag den 11. september 2017

Selvskade, endnu en gang

Jeg har kæmpet den sidste uge, jeg kæmper stadig. Kampen er mod selvskaden.

Jeg faldt i, i går. Jeg har ellers brugt alt det PN jeg kan, afledt mig selv osv, personalet har brugt en del tid med mig den sidste uge, men i går kunne jeg bare ikke mere og endte med at gøre det.
Jeg planlagde hvornår jeg kunne gøre det uden at blive opdaget. Ved godt det er forkert af mig, men jeg har brug for at have tid "nok", at jeg ikke bliver afbrudt.

Da jeg havde skåret, kom den del af det som er sværeste for mig. Jeg skulle fortælle personalet det. Jeg brugte 45 minutter på at gå rundt på mit værelse, nogen gange stikke hovedet ud af døren for at se om hun sad på kontoret.
Men jeg gik derud og fik det sagt og hun ringede efter lægen.
Hun spurgte hvorfor jeg havde ventet 45 minutter. Forklarede hende at jeg var bange for hvor sure de ville blive på mig. Hun sagde at ingen bliver sure, og andre før hende har også sagt det. Så jeg ved ikke hvorfor jeg forventer en masse vrede hver gang.

Lægen kom, men de kunne ikke finde noget sutur sæt ( et sæt de bruger når de skal sy), de ledte på alle afdelinger og ingen havde noget. Lægen nåede at sige at hvis de ikke fandt et sæt, så måtte hun sende på mig på skadestuen.. Jeg undskyldte igen, følte mig virkelig til besvær, men endnu en gang mødte jeg et sødt menneske, hun sagde jeg ikke skulle undskylde, at det ikke er min skyld de ikke havde flere sutur sæt.
Heldigvis ringede hendes telefon, og de havde fundet et sutur sæt på en af afdelingerne og jeg blev lappet sammen.

I dag kom der så en somatisk ( den fysiske krop) sygeplejerske og skulle hente et blodtrykspaperart som var inde på min stue.
Hun fortalte at hun vidste jeg havde været selskadende, og om ikke jeg kunne lade vær. Jeg fortalte jeg virkelig gør mit bedste.
Så sagde hun at nu havde de ikke flere sutur sæt, og at jeg ikke kunne byde personalet det hvis de skulle tage med mig ned på skadestuen. Hvilket jeg faktisk kun har gjort 1 gang, ellers bliver jeg altid sendt alene derned. Desuden er det en sygeplejerske som ikke er ansat på min afdelingen og hun kender mig slet ikke.

Men det gjorde mig rigtig ked af det. Både fordi jeg ikke havde set den komme, det er nemmere at håndtere kritik når man er forberedt, især når alle andre har sagt det er okay og de godt ved jeg ikke gør det for opmærksomhed eller for at være en belastning og at de godt kan håndtere det, så havde jeg ikke lige set den komme.¨
Det er ikke for at retfærdiggøre hvad jeg gør og selvfølgelig har sygplejersken ret i at det ikke er fair at bruge så mange ressourcer på noget jeg bare kan lade vær med. Men jeg ville ønske det får mig bare var så nemt.

Nu er jeg bange for at være selvskadende, trangen sidder stadig dybt i mig, og jeg kæmper virkelig for at stå imod, men vil på ingen måde være en større belastning  for personalet end jeg er i forvejen. Og skulle jeg ende med selvskade, tør jeg så sige det? Tænker om personalet faktisk mener det samme som sygeplejersken? Måske siger de bare at det er okay, men i virkeligheden ikke mener det ?

onsdag den 9. august 2017

Når selvskaden virker som eneste udvej


Jeg har en voldsom indre uro, kan jeg mon holde det ud?
Kan jeg komme igennem aftenen uden at lade bladet skille min hud ad og blodet dryppe ned på gulvet?
Jeg ønsker at kunne vente til en anden dag, en anden vagt. Det er min kontaktperson som er på arbejde og hun er så sød og vil så gerne hjælpe. Men jeg kan ikke se hvad der skal kunne hjælpe nu..
Hun kommer pludselig ind og foreslår et spil og jeg takker ja. 
Bagefter er der aftensmad og jeg får spist, jeg ved personalet altid spiser efter os. Det er nu muligheden er der, muligheden for at være selvskadende uden at blive "forstyrret"
Og der går ikke mange minutter før jeg sidder ude på badeværelset. Jeg ryster fordi jeg hele tiden er så nervøs for hun pludselig skulle komme ind på min stue og banke på døren til badeværelset.

Jeg bliver færdig, og det skal syes, jeg har lovet hende da jeg blev indlagt at hvis jeg får brug for at blive syet, så skal jeg love at komme til dem så jeg ikke ender med en farlig inffektion.
Jeg åbner døren et par gange og konstatere at der ikke er noget personale på kontoret.
Efter 1½ time, får jeg mig selv til at gå ned i fællesstuen med alt for mange mennesker og min kp kommer straks da hun ser mig. Jeg får fortalt det og der bliver ringet efter lægen.

Min kontaktperson er som altid sød og lægen er også en virkelig sød dame og jeg bliver behandlet så pænt, selvom jeg ikke føler jeg har fortjent god behandling.



Jeg har fejlet, jeg ved det og det værste er at jeg lige pt ikke føler det er sidste gang det sker.

fredag den 28. juli 2017

Men fortjener jeg mad?

Jeg har en haft en spiseforstyrelse i omkring 18 år, og jeg er frygtelig flov over hvordan det er endt ud.
I mange år var det udelukkende over spisninger hvilket jo gjorde mig ret tyk, for jeg skulle også spise de normale måltider derhjemme, så ingen opdagede noget.
Efter 6 års tid, vendte det. Alt var sort/hvidt, jeg prøvede konstant at spise så lidt som muligt og når jeg så endelig gik amok i mad, var det alt det usunde, fordi så kunne jeg lige så godt bare fuck det helt op.
I denne periode brugte jeg også meget tid på at "fodre" min spiseforstyrelser, jeg kunne bruge timer på at gå rundt i forretninger, bare for at kigge på maden, kalorierne og fortælle mig selv at jeg i hvert fald ikke kunne tillade mig at spise den madvare.
Og når jeg så købte ind til ædeflippene prøvede jeg at retfærdiggøre det ved at tænke men jeg kan jo godt styre det, og jeg kan dele det med andre, hvilket jeg jo selvfølgelig ikke kunne.

Kort efter jeg flyttede hjemmefra, blev jeg indlagt på psyk forførste gang, og jeg havde lige tabt 6 kg. Men jeg oplevede hurtigt medicin som gav øget appetit, og selvom der selvfølgelig blev mad serveret, så kom der de dage hvor man sammen med andre patienter lige bestilte take-away, og hver aften var der kage og franskbrød, intet sundt. Og så er det jo begrænset hvor meget motion man får.

Nå men min pointe er at i mange år har jeg haft en elevator vægt alt efter om jeg er i en restriktiv periode, eller om jeg er ædeflip humør og derfor falder jeg i dag ind under kategorien fed.

De sidste gange jeg er blevet indlagt er jeg gået i helt restriktiv spisning og ja sågar spise stop, får jeg mangler kontrol og den kontrol føler jeg at jeg kan få hvis jeg vælger ikke at spise.
Den her gang er det bare gået helt ud af kontrol, jeg har fået taget en masse prøver, fordi personalet er bekymret, jeg har nemlig været i total spisestop længe nu, alt for længe.

De havde sagt på forhånd at hvis de var for skæve så skulle jeg spise, eller vil det blive med tvang, hvilket jeg selvfølgelig ikke ønsker.
Et sted i mig ønskede de var skæve, fordi så var det ikke mit valg at spise, så var det en nødvendighed. Meget ansvars fraliggende, det ved jeg godt, men det er fandme svært at begynde at spise, når man er først er gået i gang med et spisestop.
Men alle mine prøver var stor set gode nok.
Jeg endte at fortælle min kontaktperson at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre får jeg har virkelig fået det skidt fysisk.
Hun foreslog vi lavede en aftale med minimum 1 måltid om dagen. Og det synes jeg er en god ting.
Men jeg føler så meget negativ omkring det. Tænker at jeg ikke har fortjent maden, at jeg jo har rigeligt med fedt som kroppen kan bruge, at andre tænker jeg er klam og ikke burde have mad. Alt mit selvhad skriger inden i.

For fortjener jeg overhovedet mad?

mandag den 17. juli 2017

Kampen er svær, måske for svær?

Den sidste uges tid har været virkelig svær, den er stadig rigtig svær.
Jeg har snakket med lægemanden to gange, han er faktisk ret flink, men jeg har svært ved når han spørger mig om jeg har noget at sige, for det har jeg måske, men hvad nu hvis jeg siger noget forkert, noget farligt.
Men han er som sagt rigtig flink og der er ikke tale om udskrivelse lige foreløbig, det har jeg dog det ret stramt med. Jeg snakkede med min ene kp i går aftes, vi snakkede om at jeg ingen virkning overhovedet har endnu. Hun sagde at jeg jo ikke havde været her så længe, og det sagtens kunne tage 4 uger endnu, puha, jeg synes de her to uger har føltes længe, men det er vel godt nok de ikke bare kyler mig ud ( siger fornuften). Hvis de da forhelved bare kunne lade mig tage hjem og passe mig selv ( siger følelserne)
Men det er ikke kun mig som ikke kan mærke fremgang, min bostøtte sagde i dag at hun heller ikke så en forskel, det er jeg på en måde glad for, altså ikke fordi at hun ingen fremgang kan se, men at jeg ikke er den eneste, at det jeg tænker faktisk er rigtig.

Jeg forsøger at være ærlig, der er tre personaler som jeg kan være mere ærlige for end andre, to af dem er mine kp'er og den anden en mandelig personale, og det er ikke fordi de andre ikke er gode nok, men jeg kender de tre fra min gamle indlæggelse og de kender mig.
Når de spørger hvordan det går ender jeg ofte med at sige det ved jeg ikke, for jeg aner ikke hvad jeg skal sige, hvor meget tør jeg sige. Men netop fordi de kender mig er de gode til at spørger ind, og vi prøver noget pn her fortiden. Jeg prøver virkelig at være 100% i det, for som de siger det, Elana vi er her jo for at hjælpe dig, vi vil gerne hjælpe dig. De ved godt det er rigtig skidt, måske ikke helt hvor skidt, men de ved en del.

Jeg har den vildeste trang til at gå amok i selvskade, sådan virkelig amok. Og jeg har lyst til at gå hjem og bare fucke alting op, jeg kan ikke holde ud at være i det her mere, og desuden ville det være bedst for alle tænker jeg.
Men bare rolig de ved det godt, eller de har regnet det ud, så jeg har kun udgang med følge, alt andet ville for fristrende fordi jeg bor virkelig tæt på psyk.
Jeg er en person som har brug for kontrol, sådan virkelig brug for kontrol, derhjemme foregår det igennem selvskaden og maden.. Mit evige sort/hvid forhold til mad, enten prøver jeg at spise så lidt som muligt, nemlig aftens mad, nogengange frokost, hvis jeg ikke kan undgå det ( dog ikke vildt sundt pga manglende overskud) og ellers går jeg amok i mad, som virkelig amok, mængder normale mennesker slet ikke kan forestille sig man kan indeholde.

Lige nu mens jeg er indlagt føler jeg ikke jeg har kontrol over noget som helst, som i virkelig intet. Så jeg er havnet i mit uhensigtsmæssig spise mønster ligesom sidst jeg var her, jeg har ikke spist i xx antal dage, jeg skriver xx for ikke at trigge nogen og vil lige sige at personalet godt ved og er indeover, de prøver selvfølgelig at opfordre mig til at spise bare lidt. Men jeg føler at hvis jeg overgiver mig, hvis jeg begynder at spise igen lige nu, så er jeg svag, jeg mister kontrollen, og hvad er der så tilbage?

Dagene bruger jeg på at høre musik på computeren, stene facebook og spille sims og når personalet har tid spiller vi kort, ikke særlig interessant, men der er ikke rigtig andet at tage sig til herinde.

Jeg kan godt forstå hvis det her indlæg virker sådan lidt ansvarsløst, men det er bare hvad jeg tænker og gør pt. Jeg prøver at tage ansvar.. Jeg tager ansvar, jeg er ikke gået hjem og fucket op og jeg prøver virkelig så godt jeg kan at holde fast i det de professionelle siger.

fredag den 7. juli 2017

splittelse, indlæggelse og skyldfølelse

Jeg tog afsted til min behandler i Onsdags, det var svært, for jeg føler jeg spilder hendes tid når alt det destruktive i mig skriger.
Jeg besluttede at tage afsted for at give det en "sidste" chance, ikke fordi jeg forventede hun kunne gøre noget, for jeg ved de alle sammen allerede gør alt hvad de kan. Men jeg følte bare at så kunne ingen sige jeg ikke havde prøvet, jeg bildte mig selv ind at så betød det at så var det okay hvis jeg gav op, selvom jeg godt kan se det intet retfærdiggøre, men man kan bilde sig selv meget ind når det mørke overtager.

Som nævnt i mit forrige indlæg, så har jeg haft det skidt siden jeg blev sat ned i medicin, men endnu værre her i Juni, og alle ( inklusiv mig selv) har været frustreret over at uanset hvad folk gjorder gik det kun drastisk den forkerte vej. Well årsagen er måske fundet. Da jeg gik i OPUS, fik man gratis anti psykotisk medicin, det er en del af tilbudet. Desværre er min tidligere behandler kommet til at give mig det forkerte sidst hun gav mig noget. Så årsagen til det er blevet så slemt i Juni måned er formentlig fordi jeg jo så har været total fejl medicineret.

Vi tog på PAM ( psykiatrisk akut modtagelse) for at få lavet en optrapnings plan af det jeg burde få hurtigst muligt. Lægen var rigtig sød og de snakkede og fortalt, de ville så gerne have jeg blev, bare til dagen efter. Jeg endte med at sige okay.
Personalet var super søde, og spurgte hele tiden hvordan jeg havde det, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, jeg er bange for at åbne op, og jeg ved de mener noget andet end mig. Som jeg skrev i mit sidste indlæg så kan jeg tit godt se logikken, men jeg lever i følelserne, alle de professionelle omkring er selvfølgelig lettet, for nu er der fundet en årsag som der kan gøres noget ved, så er alt ting formentlig bedre når først jeg får den rigtige dosis af min anti psykotiske medicin igen. Og jeg ved de formentlig har ret, det er slet ikke det. Men jeg kan bare ikke i mit hoved lige nu bruge det til noget som helst, for alting er bare så svært og hårdt at være i, jeg har svært ved at overskue hvordan jeg skal komme igennem dagen når jeg står op, så jeg føler virkelig ikke jeg kan holde fast i at om 4 uger er det måske væk, for 4 uger føles som en evighed lige nu, det virker umuligt.

Jeg havde den sødeste kontaktperson om aftenen. Men jeg endte med at fucke op, jeg endte med at være selvskadende. Jeg troede jeg kunne styre mig, så det ikke skulle syes og jeg ikke behøvede at blive syet. Det kunne jeg så ikke, det tog mig en halv time før jeg turde gå ud og sige det, jeg var så bange, jeg regnede med de forståeligt nok ville blive sure. Jeg fik sagt et ord og så brød jeg bare grædende sammen og sagde undskyld 100 gange, jeg havde så dårlig samvittighed. Min kontaktperson var så sød og forstående, de fik mig indtil lægen som også var virkelig sød. De ville ikke sy der det som de plejer, så mig afsted til skadestuen, med en personale. Der var selvfølgelig lang ventetid, og vi var faktisk først tilbage tidligt om morgen næste dag. De blev ved med at sige jeg ikke skulle undskylde, at de godt forstod.

Dagen efter skulle jeg selvfølgelig snakke med læge, jeg regnede med for det første at få en kæmpe skideballe pga selvskaden og så regnede jeg også med at blive udskrevet, for lægen dagen før havde jo sagt at det bare var til observation, og desuden havde jeg jo slet ikke formået at fortælle personalet om hvor skidt jeg havde det.

For det første mødte jeg endnu en gang en vildt sød og forstående læge, ingen skideballe, ingenting.. De fortalte at lægerne havde snakket om mig og de synes jeg skulle flyttes til min stam afdeling, være indlagt mens jeg bliver stabiliseret på min medicin. Jeg havde virkelig svært ved at sige ja til det. Jeg sagde faktisk jeg ikke synes det var en god ide, de spurgte hvorfor. Og jeg fortalte dem ærlig mine argumenter, men som min kontaktperson sagde,  Lige nu er det din sygdom og mørke tanker som fylder og taler, jeg endte med at ja og sidder nu på min stam afdeling, jeg ved ikke hvor længe jeg skal være her og jeg aner ærlig talt heller ikke om jeg synes det var den rigtige ide at forblive indlagt.
Selvom jeg er stabil har jeg stadig alt for mange tanker som jeg giver mig kaos i hovedet og som er svære at håndtere. Så en del af mig har tænkt at det ville være bedre og bare at blive udskrevet og så give op. Udnytte chancen. Jeg har fortalt personalet det, og de mener selvfølgelig at jeg skal kæmpe.

Jeg føler jeg spilder deres tid og at de burde bruge deres tid på en som faktisk ønsker deres hjælp, som har fortjent den. De acceptere selvfølgelig ikke selvskade, hvilket jeg godt kan forstå, men selvskaden og maden er den eneste måde jeg kan få kontrol og fred i hovedet på, og jeg prøver virkelig at lade vær med at være selvskadende, men har også sagt direkte jeg ikke love det, jeg har brug for fred i mit hoved.
De siger jeg ikke er til besvær, men jeg har svært ved at tro på det.

I næste uge skal jeg tale med lægen og så må jeg se om der bliver lagt en plan, jeg har tænkt mig at være helt ærlig, selvom det er skræmmende og om det kan have en konsekvens, selvom jeg godt ved at en evt konsekvens er for at passe på mig.
Som du måske nok kan læse er jeg virkelig splittet indeni.

Mange siger at det med den forkerte medicin er det som bare ikke må ske. Men jeg bebrejder ikke min tidligere behandler noget, hun var en fantastisk person som bare har lavet en menneskelig fejl. Men jeg bebrejder mig selv, jeg burde have reageret på at æsken var en anden farve, at pillerne havde en anden farve, jeg læste ikke på æsken, jeg tog bare pillerne fra æsken fordi jeg vidste at det var dem jeg havde fået fra OPUS, og som de fleste andre der får psykofarmaka så ved man at alt efter hvilket kopi produkt som er billigst så skifter piller og æskerne farver og form. Folk siger det ikke er min skyld, men det føler jeg virkelig det er min skyld, i hvert fald til dels.

I dag kom min bostøtte på besøg og hun var så sød at hun gerne ville tage med mig hjem og hente noget rent tøj og min computer det er altså virkelig skønt med rent tøj og et bad efter 2 dage i det samme tøj.

Her inden længe kommer min veninde og besøger mig, sætter virkelig pris på hun gider køre helt herop og bruge tid på mig, det er altså rart at tale med en som ikke er ansat til at tale med dig.

Det er virkelig svært, men jeg prøver at kæmpe, jeg prøver på ikke at handle på de mørke og destruktive tanker selvom de virkelig fylder også selvom det måske ikke lige er det mit indlæg giver udtryk for, men det er virkelig en kamp, lige som englen og djævelen på Anders Andens skuldre. Og det jeg skriver her er jo bare de tanker og følelser jeg har.

Så jeg prøver.

tirsdag den 4. juli 2017

Jeg kan se logikken, men jeg lever i følelserne


Dengang jeg begyndte at mærke at der var noget galt psykisk og kom ind i systemet blev jeg ofte mødt af spørgsmålet Hvorfor er du trist? og hver gang sagde jeg at det vidste jeg ikke. Og jeg løj ikke, jeg vidste det helt reelt ikke, jeg var bare trist. I dag ved at jeg dengang lukkede total af for følelserne, jeg lod vær med at mærke noget som helst, opførte mig som folk forventende og levede udelukkende udfra hvad jeg troede var den " rigtig" måde.

Da jeg kom ind i voksen psykiatrien blev jeg indlagt allerede til den indledende samtale med min psykiater. Jeg blev overført til et åbent afsnit og der forsøgte de selvfølgelig også at finde ud af hvorfor jeg var trist, hvilket var det eneste jeg følte, jeg kunne ikke sætte ord på.
De bad mig åbne op og jeg fortalte jeg var bange, for hvad nu hvis ingen var der til at gribe mig og hjælpe mig igennem hvis jeg ikke kunne håndtere det? De lovede de kunne håndtere det, at de ville være der. Så vi prikkede et mikroskopisk lille hul på boblen og hele min verden væltede, jeg blev overmandet af så mange følelser og tanker at jeg slet ikke kunne håndtere det og det viste sig jeg havde ret, afdelingen kunne ikke gribe mig og jeg  fik ingen redskaber til hvordan jeg skulle håndtere de her ting.

I dag er det 8½ år siden jeg første gang blev indlagt på en psykiatrisk afdeling, jeg har lært meget på de år, både godt og dårligt. Jeg har lært meget om mig selv og indset mange ting omkring mit liv som jeg ikke var bevidst om før i tiden. Det er selvfølgelig godt, men det er også meget pine fuldt.

For jeg er bevidst om mange ting og har nogle ideer om hvad der måske burde arbejdes med, hvad der kunne have betydning for hvem jeg er i dag, men jeg ved ikke hvad pokker jeg skal gøre ved det. Jeg har stadig ikke redskaberne til hvordan jeg skal håndtere tingene, det skyldes mange ting, en af tingene er at jeg "kun" har gået hos to psykologer, hvor jeg hos den første havde brug for en helt anden tilgang til terapien end hun havde og ved min anden psykolog  som var helt fantastisk var jeg desværre indlagt det meste af tiden og da jeg endelig ikke var,  fyldte min her og nu situation rigtig meget og jeg turde simpelthen ikke åbne op af frygt for hvad der ville ske hvis vi prikkede et stor hul i min boble, jeg nåede aldrig at blive klar da det blev besluttet jeg ville have bedst af at blive tilknyttet OPUS, da de er mere specialiseret i skizofreni.
Jeg nåede at gå i OPUS i 1½ år inden jeg her i juli blev tilknyttet distrikt psykiatrien igen, og jeg havde en helt fantastisk behandler i OPUS, hvor fokus var på min her og nu situation, hvordan min dagligdag kunne blive bedre og slukning af ildebrande. Men som min behandler også sagde, så er det behandlingstilbud de kunne give mig ikke terapi, og selvom vi snakkede meget om her og nu situationerne og jeg lærte hvad der var bedst i min hverdag, fx at den er meget struktureret, så kunne de ikke give mig konkrete redskaber i forhold til hvordan jeg bedre kunne bruge logikken mere end følelserne, for jeg vil sige jeg i dag er fanget i følelsernes vold.

Og hvor vil jeg hen med alt det her? Det er for at forklare hvorfor min situation lige pt er rigtig pine fuld.
I April måned blev jeg sat ned i mit anti psykotiske medicin fordi mine værdier var blevet alt for høje og man var bange for det ville kunne skade mig. Jeg reagerede på det og fik det væsentlig værre, hvilket også mine støtte personer pointerede.
Da jeg startede hos min nye behandler her i starten af Juni var det slemt. De kunne se mine værdier var blevet stabiliseret og de ville prøve at øge mig bare lidt i det anti psykotiske igen, samt i det stemnings stabiliserende, men pt har det bare ingen effekt, det er gået drastisk ned af bakke her i Juni måned og derudover giver mine værdier slet ikke mening, hvilket vi selvfølgelig undres over.
Logisk set ved jeg godt at det måske kunne blive bedre hvis de får ændret tilpas i medicinen og måske kombineret det med noget anti depressiv, jeg så jo for 3 år siden at selvom jeg ikke havde det helt godt, så fik jeg det markant bedre dengang, da jeg startede op på medicinen og fik en omgang ECT end jeg havde det før jeg blev medicineret.

Men jeg er virkelig fanget i mine følelser, jeg føler virkelig ikke jeg kan mere, at jeg har mere at give af. Jeg kan ikke bruge til noget at de måske om et par uger har fundet den rette kombination af medicin, når jeg ikke kan overskue at falde i søvn om aftenen fordi jeg ved hvad der venter mig når jeg vågner igen og når jeg vågner aner jeg ikke om jeg kan komme igennem dagen. Jeg kan simpelthen ikke holde det ud.
Udover jeg har det rigtig skidt er jeg de sidste to uger begyndt at sove rigtig dårlig og få panik anfald. Søvnen er dårlig fordi jeg falder meget sent i søvn, i princippet sover jeg normal antal timer ( 5-8) men i forhold til hvad jeg normalt sover og har brug for, i forhold til at have energi nok til at komme igennem dagen, så er det slet ikke nok.
Panik anfaldende er hårde at komme igennem, de kommer fordi jeg som sagt logisk set godt kan se det med medicinen, men følelsesmæssigt ikke kan mere og tænker om det her mon er gangen hvor jeg skal sige stop og give op, simpelthen fordi jeg ikke længere tror på det kan blive bedre og er i tvivl om hvorvidt de her kampe som kæmpes når jeg har slemme nedture er kampen værd.
Og så bliver jeg virkelig frustreret og ved slet ikke hvad fanden jeg skal gøre, så jeg bliver panisk, begynder at græde en del og kan slet ikke holde ud at være i mig selv.

Sidst jeg var hos min behandler spurgte hun mig om ikke hun skulle følge mig over på den psykiatriske akutmodtagelse, jeg afviste med det samme hendes tilbud. Jeg har tre gange været på en afdeling og utallige gange været på modtagelsen og udover den sidste indlæggelse jeg havde for tre år siden, så har jeg så dårlige erfaringer med at være indlagt, jeg har oplevet så mange negative ting at jeg er blevet bange for at blive indlagt, det er simpelthen det værst tænklige for mig. Som sagt var den afdeling jeg var på sidst rigtig god og jeg blev behandlet godt. Men hvis jeg overhovedet kommer på en afdeling er der jo ingen garanti for det er den afdeling og det er slet ikke sikkert jeg kommer på en afdeling. Jeg kan ikke bruge et par dage i modtagelsen til noget, det ændre ikke noget og så vil jeg altså hellere være hjemme i mine egne trygge omgivelser, hvis jeg lader mig indlægge, så skal det være fordi der er en plan som giver mening, ikke meningsløs opbevaring. Desuden synes jeg modtagelsen er rigtig svær at være i fordi man hver dag skal snakke med en ny læge som har en anden mening end den forrige og så synes jeg man nærmest skal forsvare man har det skidt og det kan jeg simpelthen ikke når jeg i forvejen ikke føler jeg fortjener hjælpen.

I morgen skal jeg formentlig til min behandler igen og har besluttet at jeg bliver nødt til at være helt ærlig ligesom jeg var sidste gang jeg var hos hende. Det er sværere end det plejer fordi det faktisk kun er tredje gang jeg skal se hende og normalt lukker jeg ikke op så hurtigt, min tillid kræver tid. Men jeg har bare ikke tid lige nu.
Nu må vi se hvad der sker, jeg har ingen forventninger om at hun kan gøre noget som hun ikke allerede har forsøgt og jeg ved jo godt hun ikke kan trylle.

Men hvad har jeg at miste?