søndag den 3. juni 2018

Indlagt og udskrevet

Hej igen, så gik der lidt tid igen.

Der er sket lidt siden sidst.

Jeg har mødt min nye hjernevrider, han virker virkelig klog og kompetent.
Dog har jeg ham "Kun" til 1 december, hvilket jeg har det svært med, altså det er fint nok han melder det ud fra starten af, jeg kan bare mærke det gør jeg tager jeg lidt mere afstand end ellers, men måske det går væk, når vi kommer mere igang, har kun været der 3 gange.

Første gang jeg mødte ham var sammen med min behandler den gang, vi havde en god samtale og jeg skulle hjem og så brød jeg bare helt sammen, jeg kunne slet ikke at skulle hjem, jeg anede ikke hvor jeg skulle gå hen og hvad jeg skulle gøre. Fik sagt jeg gerne vil have bare en nat på skadestuen. Vi kom derover og jeg blev indlagt næsten med det samme.

Som sagt var min plan bare en nat, få lidt ro..Jeg endte med at være der 1 uge, jeg sagde mange gange jeg gerne ville hjem, men som de sagde skulle det være fordi jeg var klar, ikke fordi jeg bare havde dårlig samvittighed over at fylde en seng.

De snakkede med mig omkring Bruger styret indlæggelse. Det betyder at jeg kan ringe til en bestemt afdeling som har 3 senge til det formål. Og hvis en af pladserne er ledige kan jeg komme samme dag, eller dagen efter, alt efter hvornår jeg ringer, man skal nemlig komme i et bestemt tidsrum man ankommer.
Det betyder man kommer uden om skadestuen og bare direkte ind på afdelingen.
Man kan så være indlagt i op til 5 dag og så skal man hjem, derefter skal der gå minimum 14 dage før man må komme igen. Altså jeg kan jo altid kontakte skadestuen, men den bruger styret er sådan.
Og jeg har skrevet "kontrakt" og er nu tilmeldt det.

Efter en uge på skadestuen blev jeg rykket over til en sengeafdeling, ikke min stam afdeling, men den afdeling jeg ville skulle bruge hvis jeg en dag gør brug af min bruger styret indlæggelse. Sådan at jeg kender personalet.
Jeg nåede at være der i 14 dage, det har desværre ikke gjort så meget, tankerne er de samme, men jeg har da i mindste prøvet.
Det er nu også tildels min fejl, fordi jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal sige, jeg er bange for at blive mødt af den sædvanlige, " du har så meget godt i dit liv, prøv at se på det" Og det er fair nok, det skal de jo sige.. Men ville bare ønske at de en gang prøvede at se det fra mit synspunkt af. Jeg siger ikke at mit synspunkt er det rigtige, ville bare ønske nogen ville se hvad jeg ser.

Nå, men ja.
Jeg blev som sagt udskrevet efter 14 dage, det sket sådan lidt pludseligt og jeg kan have mine egne teorier om hvorfor det blev sådan, men det er bare mine teorier, jeg kan jo aldrig vide og  det er faktisk også ligegyldigt..
Nu er jeg her, hjemme i mine vanlige omgivelser, hvilket selvfølgelig altid er mere rart end en afdeling.

torsdag den 19. april 2018

Længe siden sidst, igen

Puha, det er nok godt længe siden jeg skrev sidst.

Har så mange ord, men kan ikke formulere dem når det kommer til stykket.

Spiseforstyrelsen fylder meget, hvilket også kan ses på vægten, den stiger og jeg føler mere og mere væmmelse over mig selv. Jeg mener, jeg er fed, men behøver ikke ligefrem at blive federe.
Hvorfor kan jeg ikke bare følge de kostplaner jeg laver i hovedet?
Jeg mener jeg kender jo alt til kalorier osv. Men nu prøver jeg at få noget mere grønt ved at købe salat osv, så må jeg håbe det gør at vægten om ikke andet ikke stiger mere, men bare forbliver stabil.

Jeg er pt et sted hvor jeg bare ikke gider mere. Jeg er ikke depressiv ligesom jeg var sidste sommer, jeg har bare fået nok, jeg gider ikke livet når det skal være sådan her, føler mig som en forfærdelig person.
Jeg har tankemylder, jeg har kaos i hovedet. Men jeg kan igen ikke sætte ord på det.

Jeg har været selvskadende for første gang i 6 måneder. Jeg ved jeg burde synes at det ikke var godt, at jeg skal kæmpe videre. Men ærlig talt synes jeg det var "godt", det hjalp. Jeg mener selvom jeg ikke har handlet på før nu, har jeg haft virkelig mange tanker omkring det hele tiden. Og nu kunne jeg bare ikke mere.

Det eneste dårlige ved det er at skulle på skadestuen og lappes sammen, føler mig så forkert, jeg er jo ikke kommet til skade, jeg har selv forårsaget det. Deres blikke, de usagte ord, jeg spilder deres tid og jeg kan mærke det.

Den søde læge spurgte til mine selvmordstanker, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. De er der, meget endda. Men det kan jeg ikke sige til ham, da det formentlig ville betyde en samtale på psyk skadestue. Så jeg får sagt at de bare er som de plejer og fortæller ham desuden hvornår bostøtten kommer igen og hvornår jeg skal til behandler. Han spørg om jeg er tryg ved den plan, og ja det er jeg.

Nu må vi se, hvordan det ender med at gå

søndag den 28. januar 2018

Forkertheds følelse

Jeg er forkert. Sådan helt forkert på alle mulige måder.

Jeg har det ikke godt, mange destruktive tanker. Men jeg har tænkt lidt over det her i weekenden og det er ikke fordi jeg er depressiv ligesom jeg var i sommers. Jeg er bare et sted hvor jeg ærlig talt ikke magter mere, eller gider for den sags skyld.

Jeg er afhængig af systemet, min hverdag ville slet ikke kunne fungere uden dem som kommer hos mig. Men det er bare netop en af de ting som gør jeg føler mig forkert. Ude af stand til at få en hverdag til at fungere selv.

Jeg ved godt alle har opture og nedture, det er en del af sygdommen. Men jeg synes bare ikke de gode perioder er de dårlige perioder værd. At man skal kæmpe sig op hver gang og så kommer der en nedture, som desværre ofte er større end opturene.

Jeg har brug for at trække mig, isolere mig. Det var min plan her i weekenden, jeg havde fra sagt mig støtte fra hende den nye som kommer hos mig. Men da den anden fik det af vide sagde hun at det kunne de jo ikke gøre når de vidste jeg havde det skidt og lyst til selvskade trang. Jeg protesterede, men endte med at "overgive" mig.

Jeg er virkelig dårlig til konfronteringer, men i bund og grund kan de vel ikke tvinge mig til noget? Jeg mener bare jeg 27 år gammel, de kan støtte og komme med deres meninger, men det er vel mit valg? Også selvom det er et uhensigtsmæssigt valg.
Okay dårlig logik, men nogen gange hersker det detruktive mere end det hensigtmæssige

Det er ikke pga dårlige tanker jeg havde takket nej.
Jeg indrømmer gerne at en af årsagerne var så jeg kunne selvskade uden at skulle aflyse en tid med dem. Men jeg har bare heller ikke lyst til nogen kommer, jeg har lyst til at gå i min egen bobble, ikke forholde mig til den verden der foregår ude for min lejlighed.

Nå men nu er weekenden ved at være slut og jeg har klaret at der kom en hele weekenden, nu starter en ny uge, forhåbentlig bedre end den vi lige har været i

søndag den 14. januar 2018

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal skrive.

Nu sidder jeg her igen med skærmen foran mig, klar til at skrive et blog indlæg. Det har jeg så været rigtig mange gange den sidste måned, men det er som om ordene forsvinder væk og jeg kan intet formulere.

Men sagen er bare at jeg er så fyldt op af det hele, men kan ikke sætte ord på,

Jeg vil sulte
Jeg vil overspise
Jeg vil skære
Jeg vil væk..

Oven i det er Januar en af de måneder jeg hader mest. I Januar for 8 år siden var det at det hele ramlede for mig. Jeg blev smidt ud af min skole og indlagt for første gang. Og siden da er tingene ikke blevet bedre.
Jeg har været indlagt mange gange, jeg bliver stadig forsørget af det offentlige, og jeg er helt og aldeles afhængig af mine støtte personer og min behandler.

Jeg tror at en del af problemet omkring min behandling har været at jeg var fejl diagnosticeret i 5 år, efter de fandt ud af det, har jeg fået noget behandling jeg kan bruge til noget. Desværre betyder det  ikke at jeg har fået det bedre, jeg svinger stadig rigtig meget. Men tingene giver mere mening nu, og jeg kan snakke med de professionelle omkring mig, og tit kan de prøve at hjælpe mig med at se det fra et andet synspunkt.
Mit selvhad er så indgroet i mig at det kræver en del og det kræver tit at jeg er nødt til at få det samme afvide igen og igen. Og selvom jeg godt forstår hvad de siger og faktisk også nogen gange godt kan forstår hvad de mener, så har jeg så svært ved at holde fast i det lige så snart jeg er alene.

I morgen skal jeg til min behandler igen, det bliver godt, hun er så rar og forstående og rigtig god til at forklare og se det fra min synsvinkel.
Synes det er nemmere at snakke med hende end mine støtte personer, ikke at mine støttepersoner ikke er gode, men hos min behandler sidder vi på hendes kontor og 1 timer efter kan jeg gå hjem og så går der 1-2 uger til vi ses igen.
Hvor at med mine støtte personer så kommer de her stort set hver dag og de er også rigtig gode at snakke med, men når de går igen så sidder jeg alene tilbage, så er det ligesom om samtalen fylder i lejligheden, at jeg ikke bare kan lukke af på samme måde som når jeg går hjem fra min behandler.

Nå så fik jeg skrevet lidt alligevel, kan ikke lige overskue at læse det igennem for stavefejl, så det undskylder jeg.

onsdag den 13. december 2017

Jeg er misundelig

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte, men vil prøve at skrive lidt af kaosset i mit hoved ud.

I sidste uge da jeg var til samtale på psyk, snakkede jeg om min søster, jeg ved ikke om man kan sige jeg er misundelig, for situationen er ikke noget at være misundelig over.
Men det har vist sig at hun også kæmper med nogen ting psykisk og hun har hele vejen igennem haft mine forældres forståelse og opbakning. Jeg ville ønske jeg havde haft den opbakning som teenager, eller ja den dag i dag.
Jeg ved godt jeg allerede for 10 år siden valgte ikke at involvere dem i mine problemer, jeg prøvede ganske kort, men det var ingen succes, så jeg valgte som sagt at tackle det alene.
Så på den måde har jeg jo heller ikke givet dem chancen de sidste 10 år, vi snakkede om hvad det værste der kunne ske var, og jeg ved det faktisk ikke? I mit hoved vil det bare blive en skandale og jeg ville være nødt til at flytte til den anden ende af landet for ikke at blive konfronteret, jeg er virkelig konflikt sky, så jeg ville flygte.
Jeg har altid siden jeg var barn været hende den "rigtige", var god i skolen, opførte mig ordenligt, lavede aldrig oprør. Jeg gjorde bare som folk forventede.
Hvor imod min søster havde det svært i skolen og hun sagde det når hun var uenige i tingene, jeg vil mene hun stod op for sig selv, stod ved sine meninger. Og så har hun altid bare været tættere på mine forældre end jeg er.

Okay hele min pointe er jeg nogen gange ville ønske det var sådan de havde set mig da jeg begyndte at få det svært.

Jeg tænker det er mig som er forkert, jeg tænker at hvis du spørger mine forældre om min barndom, men især min ungdom, så vil de have en helt anden opfattelse end min opfattelse.
Tænker det er mig som er forkert, min behandler siger det bestemt ikke er mig, at hvis 4 personer oplever den samme ting, så kan der være 4 forskellige oplevelser af situationen... Men hvad hvis man er 4 personer og 3 af dem opfatter det samme og så er der mig som oplever det anderledes, så er det vel mig som opfatter det forkert?

Hun siger jeg ikke er forkert, det er lidt svært at få det til at være sådan inde i mit hoved. Hun mener derudover jeg er særlig sensitiv og vi lavede en kort " test dig selv" test som var enig med hende, hvilket også kan forklare jeg fx bliver utilpas når folk diskutere fordi jeg simpelthen bliver stresset af situationen..

Nu kommer julen og derfor skal jeg først til næste samtale på den anden side af nytåret, så skal virkelig prøve at holde fast i de ting vi har snakket om og skal snakke videre om næste gang.

Jeg er stadig flov over mig selv, hvem fanden er misundelig over at ens søster faktisk får den hjælp hun har brug for og fortjener?

lørdag den 25. november 2017

At åbne lidt op for mine behov

Jeg er - og har altid været konfliktsky og altid bare tilpasset mig mine omgivelser, været så usynlig som muligt.

Min nye behandler i distrikt psykiatrien er virkelig en sød kvinde, man kan mærke at hun virkelig gerne vil hjælpe.
Derfor besluttede jeg mig for at sende en email, jeg tænkte jeg ville melde klart ud hvad jeg tænker og hvad mine behov er - men også skrevet at det ikke er fordi jeg forventer at de ændre i mit behandlingstilbud eller "opfylder" mine behov, men tænkte det var vigtigt at hun vidste det fordi hun så måske ville kunne forstå nogen af mine reaktions mønstre.
Det tog mig 2 uger at beslutte mig for at skrive den email. Jeg trykkede på send knappen, sent aften før. Og fortryder med det samme, hvordan skal jeg overhovedet kunne møde op til min samtale dagen efter, hvad mon hun tænker om mig?

Det første hun siger er Tak for din email, jeg får ikke rigtig givet hende et svar for jeg aner ikke hvad pokker jeg skal sige.

Der har været snak om en psykolog til mig, men jeg har haft mine forbehold og efter hun har undersøgt det med psykologen blev vi enig om jeg først skal snakke med ham til foråret, da han nemlig kun skal være i distriktet i 1 måned og så et andet sted i 3 måneder og så komme tilbage, det kan jeg ikke rumme, så er det bedst at vente til han kommer tilbage for alvor.

Nå men en anden ting jeg havde skrevet om var mine behov og hvorfor jeg er bange for at indgå i et behandlingsforløb, de risikoer jeg ser ved det.

Og jeg blev endnu engang positivt overrasket, hun kunne godt forstå hvorfor jeg er bange for et nyt behandlingsforløb, hvilket jo var ret relevant i forhold til fx psykologen. Så indtil psykologen kommer tilbage til foråret skal jeg gå hos hende, og så ser vi på det til den tid.
Et af mine behov jeg havde skrevet om var hyppige samtaler, jeg synes at når der er gået en uge, så føles det som laaaaang tid og som det er pt har jeg en samtale hver 14 dag.
Men jeg skrev også at jeg ikke forventede at få hyppigere samtaler, jeg havde bare brug for at melde det ud, fordi det gør jeg lukker mere ned og ikke bliver i følelserne, da jeg skal holde mig selv kørende og det kræver bare mere når det er hver 14 dag,end hvis det er en gang om ugen, som jeg fx havde i OPUS.

Hun sagde så at hun godt nogle gange vil kunne tilbyde mig ugentlige samtaler, ikke hver gang, men så vidt hun kunne ville hun godt gøre det.
Jeg er både lettet, fordi det betyder meget for mig, også for at kunne fastholde mig selv i de ting og følelser som dukker op til de samtaler, så skal jeg "Kun" være alene med det en uge, men jeg er også nervøs, for jeg kan ikke lade vær med at tænke om hun tror at jeg havde en skjult dagsorden i forhold til hyppigere samtaler. Men så ville hun vel ikke have tilbudt det, ville hun?

Jeg forstår ikke mig selv, jeg er så bange for psykiatrien, jeg er bange for at bede om hjælpen eller at stå op for mig selv fordi jeg er bange for svigt eller at folk forsvinder og jeg så sidder tilbage alene og sårbar, det har jeg prøvet før.

Men siden jeg kom tilbage til distrikt psykiatrien for 4 år siden og derefter OPUS, har jeg ikke oplevet nogen svigt eller at folk forsvinder, min behandler fra OPUS forsvandt nok godt i Maj fordi hun sagde op, men ellers har jeg kun haft positive oplevelser. Så hvorfor forventer jeg stadig det værste? Hvorfor kan jeg ikke slappe lidt af og tro på at nogen faktisk gerne vil mig det bedste?
Det er det samme med Bostøtten, de vil så gerne hjælpe mig, det siger de hele tiden og det signaler de også, så jeg ved de gerne vil og alligevel er jeg bange for at række ud, frygten for ikke at blive mødt er simpelthen bare stadig alt for stor.

Mon jeg nogensinde formår at ændre mig på det punkt?